DEL

Mit moderhjerte bløder efter at have set dokumentar fra Tasiilaq på DR. Og vi skal i den forbindelse huske på, at det ikke kun er i Tasiilaq, at børn bliver omsorgssvigtet. Vi kan ikke være det bekendt. Det er på tide, at vi fuldt og helt erkender problemerne og beder om hjælp udefra.

Befolkningsmæssigt er vi et lille land. Uddannelsesmæssigt halter vi desværre fortsat noget efter andre lande i den vestlige verden. Vores bosætningsmønster er meget spredt med mange små samfund som ikke er indbyrdes forbundet med veje, hvilket umuliggør, at man kan bo i en by og arbejde i en anden.

Disse tre faktorer betyder, at det på det nærmeste er umuligt at besætte alle nødvendige stillinger. Dette er et velkendt problem for os alle. Det er desværre også et velkendt problem, at der er for mange børn, der bliver omsorgssvigtet – både af deres forældre og af den offentlige sektor. Alt for mange børn går alene rundt med deres svære problemer, og bliver slet ikke hjulpet i tilstrækkelig grad.

DR-dokumentaren ”Byen hvor børn forsvinder” viser os med al ønskelig tydelighed, hvor slemt det står til. Og jeg tør godt sige, at problemet ikke er isoleret til Tasiilaq. Problemet er landsdækkende.

Jeg er derfor glad for, at min partifælle Randi Vestergaard Evaldsen allerede har foreslået, at vi nationalt afsætter flere penge til en ekstraordinær indsats ved indtil videre at droppe planerne om et beskæftigelsesfradrag. Lad os i stedet gøre, hvad vi kan for at hjælpe de alt for mange børn, der har problemer.

Men lad os også gå videre end det. Lad os droppe stoltheden og mantraet om, at vi kan klare alting selv. Vi har massiv mangel på fagfolk, og dermed på faglig kompetence. Vi har brug for hjælp, så vi ikke taber de omsorgssvigtede børn på gulvet. Vi har brug for at hjælpe disse børn, så de kan få et godt liv. Derfor bør Naalakkersuisut uden ophold begynde realitetsforhandlinger med Danmark om hjælp til socialområdet eksempelvis i form af fagfolk og eksperter, der direkte kan sætte ind med den fagligt korrekte hjælp.

Hjælp udefra betyder jo ikke, at vi overdrager socialområdet til Danmark. Det betyder sådan set bare, at fra politisk side gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe nogle børn, der er havnet i en ulykkelig situation.

Husk på; børnene er det dyrebareste, vi har. Vi må ikke lade vores nationale stolthed stå i vejen for, at de kan blive hjulpet på den bedst mulige måde.


Mvh.
Nivi Olsen
Inatsisartutmedlem for Demokraterne

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt