Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg ser forslag om, at alle lærere i folkeskolen skal lære selvforsvar. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi er nået dertil, hvor sådan et tiltag er nødvendigt. Demokraterne foretrækker, at vi finder andre løsninger.

Lad det være sagt med det samme. Jeg lider med de lærere, der frygter at skulle undervise på grund af voldelige elever. Det må være forfærdeligt. Derfor ville det letteste i verden for mig da også være at bakke op om lærernes ønske om undervisning i selvforsvar, men det vil jeg ikke. Og jeg vil rigtig gerne forklare hvorfor.

For det første mener jeg ikke, at det vil virke efter hensigten. Jeg tror ikke på, at eleverne bliver mindre voldelige blot fordi lærerne er bedre i stand til at forsvare sig selv.

For det andet mener jeg, at det er forældrenes ansvar at opdrage deres børn til at have en naturlig respekt for autoriteter som eksempelvis lærere. Og jeg vil meget hellere bruge energi og penge på at forebygge voldelige tendenser ad denne vej.

For det tredje mener jeg, at der går en lige linje fra den meget lempelige våbenlovgivning i USA over diskussionen om, at det skal være lovligt at have peberspray i private hjem i Danmark til lærernes krav om kurser i selvforsvar her i landet. I alle tilfælde drejer det sig om retten til at kunne forsvare sig selv, men hvornår skal vi så stoppe? Hvad nu når det viser sig, at eleverne ikke bliver mindre voldelige af, at lærerne er blevet undervist i selvforsvar. Hvad er så næste skridt? Peberspray? Vi risikerer at havne i en glidebane, som jeg slet ikke har lyst til at tænke på.

I stedet handler det for mig at se om at forebygge at volden opstår. Hovedansvaret herfor ligger hos forældrene, der står for den daglige opdragelse. Men institutionerne og skolerne har også et ansvar for at identificere de børn, der kan udvikle sig i en voldelig retning, og gribe ind på et tidspunkt, hvor volden ikke er eskaleret. Det kunne være, at der var behov for noget støtte fra kommunen, for noget familierådgivning eller familiecoaching eller for noget helt tredje.

Fra politisk side handler det nok i høj grad om et øget samarbejde mellem skoleområdet og socialområdet. Jeg synes derfor, at Doris J. Jensen og Sara Olsvig, der har ansvaret for de pågældende områder burde sætte sig sammen, og komme med et gennemtænkt og gennemarbejdet løsningsforslag, og det meget gerne i samarbejde med kommunerne og IMAK. Problemet eksisterer, og det skal løses. Jeg mener bare ikke, at undervisning i selvforsvar til lærerne bør være en del af løsningen.

Mvh.
Nivi Olsen
Demokraatit

Kontakt Os / Attavigisigut

Vi er ikke tilgængelig lige nu. Men du kan sende os en e-mail, og så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt. Massakkut pissarsiarisinnaanngikkutsigut e-mailerpigisinnaavatsigut, uterfigissavatsigit piaarnerpaamik.

Kan ikke læses? Skift tekst. captcha txt