Niels Thomsen

    

Niels Thomsen

Jeg er født og opvokset i Ilulissat, men bor i dag i Nuuk sammen med Pilunnguaq. Sammen har vi to drenge - Nemo på syv år og Paalu, der stadig har sin første fødselsdag til gode. Jeg er uddannet Cand.scient.adm. på Ilisimatusarfik.

 

Mine personlige mærkesager


Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil skal styrkes
Der har aldrig været så stor interesse for Grønland som nu. Det skyldes især klimaforandringerne og vores naturressourcer. Jeg ser den store interesse som mulighedernes øjeblik. For at drage størst mulig nytte heraf, er det nødvendig med en klar og markant stemme i Folketinget.

Jeg vil sikre en stærkere og mere selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitisk profil. En profil, der arbejder for Grønlands bedste – ikke nødvendigvis for rigsfællesskabets bedste. En sådan profil vil øge vores selvværd og vores selvforståelse, som et folk, der selv kan og vil.

Selvstyret skal have mere indhold
Jeg vil kæmpe for, at den danske stat fortsat investerer i og udvikler de områder, som vi har mulighed for at hjemtage i henhold til Selvstyreloven. Det er essentielt, at vi ikke overtager områder med et enormt efterslæb. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at man som folketingsmedlem holder den danske stat i ørerne.

Når vi hjemtager et område skal det være ud fra tanken om, at en hjemtagelse vil gavne udviklingen af vores samfund. Den økonomiske gevinst ved at hjemtage et område skal altid være større end den udgift, som området fører med sig.

Professionel tilgang til arbejdet
Jeg vil engagere mig i sager og emner, der normalt betegnes som indre danske anliggender. I sager og emner, der har betydning for hele menneskeheden, er det nødvendigt, at Grønlands stemme kommer til udtryk. Danmarks ageren ude i den store verden har også en konsekvens for verdenssamfundets syn på Grønland. For eksempel er det vigtigt, at vi giver vores mening til kende om de krige, som Danmark deltager i, om globale miljø- og klimaspørgsmål samt om etiske spørgsmål vedrørende indvandring.