Nyheder

§ 37: Ny parlamentsbygning

§ 37: Ny parlamentsbygning

Author: Demokraatit/23. maj 2017/Categories: Nyheder

Rate this article:
No rating

I henhold til § 37 i Forretningsordenen for Inatsisartut fremsætter jeg følgende spørgsmål til Naalakkersuisut.

 

Spørgsmål til Naalakkersuisut vedr. ny parlamentsbygning:


1. Hvor mange penge er der år for år (siden 2010) blevet brugt på at vedligeholde og renovere den nuværende Inatsisartut-bygning?

2. Hvor mange penge forventer man at bruge på vedligeholdelse og renovering af den nuværende Inatsisartut-bygning i 2017 og 2018?

3. Er Naalakkersuisut enige i, at det vil være nødvendigt at renovere og vedligeholde den nuværende Inatsisartut-bygning – også selv om den i fremtiden ikke skal være hjemsted for Inatsisartut?

4. Er Naalakkersuisut enige i, at det også vil være nødvendigt at afsætte penge til at renovere og vedligeholde en eventuel ny bygning til Inatsisartut?

5. Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter har netop udtalt følgende til Sermitsiaq.AG:

”De gode økonomiske resultater må ikke give anledning til, at vi nu slapper af og lader udgifterne stige uden kontrol. Tværtimod er det vigtigt, at vi sørger for at holde en fast kurs og fastholder en stram økonomisk styring. Nye udgifter skal primært have som mål at løfte de økonomisk svageste og reducere samfundets økonomiske ulighed”

Hvordan mener Naalakkersuisut, at en ny Inatsisartut-bygning vil være med til at løfte de økonomisk svageste og til at reducere den økonomiske ulighed i samfundet?

(Medlem af Inatsisartut Randi Vestergaard Evaldsen, Demokraterne)

 

Begrundelse
Koalitionspartierne virker trods stor folkelig modstand yderst målrettede med hensyn til, at Inatsisartut skal have en ny bygning. En bygning, der pænt formuleret vil koste samfundet et trecifret millionbeløb.

Siumut og IA synes endda at mene, at omkostningerne ved at vedligeholde og renovere den nuværende bygning er så voldsomme, at det alene er et argument for at bygge nyt til Inatsisartut. Det er derfor yderst interessant at finde ud af, hvor mange penge man bruger på at renovere og vedligeholde den nuværende bygning, og det er mindst lige så interessant at finde ud af, hvorvidt man blot har tænkt sig at lade den nuværende bygning forfalde såfremt man bygger nyt.

Dertil er det yderst interessant at få svar på, hvordan en ny bygning til Inatsisartut vil være med til at sikre øget økonomisk lighed i samfundet, Naalakkersuisoq for Finanser og Skatter er meget klar i mælet i Sermitsiaq.AG:

Nye udgifter skal primært have som mål at løfte de økonomisk svageste og reducere samfundets økonomiske ulighed”

En ny bygning til Inatsisartut må i høj grad siges at være en ny udgift.


Spørgsmålene bedes besvaret inden for 10 arbejdsdage.

 

 

Number of views (939)/Comments (0)

Tags:

Please login or register to post comments.